Kom i gang med fledge
Fledge er en skill til Claude. En skill er en slags opskrift, Claude følger. Den her opskrift tager dig fra ingenting til en færdig hjemmeside, der ligger online på dit eget domæne.
Du skal ikke kunne kode. Du skal kunne svare på spørgsmål om din forretning.
Opsætningen tager cirka 10 minutter. Du gør det én gang.
Om menunavnene
Claude kan vises på dansk eller engelsk. I guiden står det danske navn først og det engelske i parentes, fx Indstillinger (Settings). Kig efter det navn, der passer til din skærm. Du kan skifte sprog ved at klikke på dit navn nederst til venstre og vælge Sprog (Language).
Menuerne i Claude ændrer sig af og til. Ser din skærm anderledes ud, så led efter det nærmeste navn.
Vælg din vej
Der er to måder at bruge fledge på. Forskellen er, hvor filerne ender.
Vej A: Med en mappe på din computer
Claude gemmer alle filer direkte i en mappe på din computer. Det er den nemmeste vej. Den kræver en betalt Claude-konto (Pro, Max, Team eller Enterprise), og du skal bruge Claude-appen på din computer, ikke browseren.
Vej B: Gratis
Virker med den gratis Claude-konto. Claude giver dig filerne undervejs, og du gemmer dem selv i din mappe. Det tager lidt længere tid, men resultatet er det samme.
Er du i tvivl, så start med vej B. Du kan altid skifte til vej A senere. Dine filer følger med.
Trin 1 til 4 er de samme for begge veje.
Det skal du bruge
- En Claude-konto. Gratis til vej B, Pro eller højere til vej A.
- En computer med Mac eller Windows.
- Filen
fledge.zip, som du har fået på mail, da du købte fledge.
Senere i forløbet får du også brug for en gratis konto hos Netlify (der hvor siden kommer til at ligge) og login til dit domæne, hvis du har et. Det hjælper Claude dig med, når I når dertil.
Trin 1 Lav en mappe til din hjemmeside
Lav en ny mappe på dit skrivebord og kald den Min hjemmeside.
Mac: Klik med højre museknap et tomt sted på skrivebordet. Vælg Ny mappe. Skriv Min hjemmeside og tryk på Enter.
Windows: Klik med højre museknap et tomt sted på skrivebordet. Vælg Ny og derefter Mappe. Skriv Min hjemmeside og tryk på Enter.
Det er her, alt kommer til at ligge: dine tekster, dine billeder og selve hjemmesiden. Slet den ikke, og flyt den ikke rundt, når I først er i gang.
Trin 2 Gem fledge.zip i mappen
- Åbn mailen med fledge.
- Klik på
fledge.zipfor at hente den. Den lander i mappen Overførsler (Downloads). - Åbn Overførsler. På Mac: åbn Finder og klik på Overførsler i venstre side. På Windows: åbn Stifinder og klik på Overførsler.
- Træk
fledge.zipover i din mappe Min hjemmeside.
Pak den ikke ud. Lad den ligge som en zip-fil. Nu ved du præcis, hvor den er, når du skal bruge den i trin 4.
Har din computer pakket den ud af sig selv, så du ser en mappe der hedder fledge i stedet for en zip-fil, så klik på mappen med højre museknap og vælg Komprimer (Mac) eller Send til > Komprimeret mappe (Windows). Så har du zip-filen igen.
Trin 3 Hent Claude-appen og slå kodeudførelse til
Gå til claude.com/download og hent appen til din computer. Installér den og log ind med din Claude-konto.
Fledge bygger din hjemmeside med små programmer. Det kræver, at Claude må køre kode.
- Klik på dit navn nederst til venstre og vælg Indstillinger (Settings). På Mac kan du også trykke ⌘ og komma.
- Find Funktioner (Capabilities).
- Slå Kodeudførelse og filoprettelse i skyen (Code execution and file creation) til.
Kan du ikke finde Skills i næste trin, er det næsten altid den her, der mangler.
Trin 4 Upload fledge
- Klik på Tilpasning (Customize) i menuen.
- Vælg Skills.
- Klik på + Tilføj øverst til højre og vælg Upload Skill (Upload a skill). Siden Upload en Skill åbner.
- Klik på gennemse, gå til din mappe Min hjemmeside og vælg
fledge.zip. Du kan også trække filen ind i feltet. - Klik på Upload. Claude tjekker filen, før den bliver tilføjet.
- Tjek at fledge står under Dine og er slået til.
Trin 5A Start med mappen (vej A)
- Klik på Ny øverst i menuen til venstre.
- Klik på + nederst til venstre i feltet, hvor du skriver, og vælg Tilføj mappe. Find Min hjemmeside på skrivebordet.
- Næste gang kan du også vælge mappen under Projekt eller mappe lige under skrivefeltet. Den står på listen.
- Skriv:
Jeg vil gerne lave en hjemmeside til min virksomhed. Brug fledge.
Nu går Claude i gang. Alt, hvad I laver, bliver gemt i mappen af sig selv.
Beder Claude dig om at opgradere, når du vælger mappen, så er du på den gratis konto. Brug vej B i stedet.
Trin 5B Start uden mappe (vej B)
- Start en ny samtale i Claude-appen eller på claude.ai.
- Skriv:
Jeg vil gerne lave en hjemmeside til min virksomhed. Brug fledge.
Undervejs giver Claude dig filer, fx site-brief.md og index.html. Hver gang:
- Klik på filen, så den åbner. Klik på den lille pil ved siden af Kopier øverst til højre, og vælg Download som …. Ved
site-brief.mdstår der Download som MD, vedindex.htmlDownload som HTML. - Filen lander i Overførsler. Træk den over i Min hjemmeside.
- Findes der allerede en fil med samme navn, så erstat den gamle.
site-brief.md er den vigtigste. Den er Claudes huskeseddel og ved, hvor langt I er nået.
Hvad sker der så
Claude stiller dig spørgsmål. Ét ad gangen. Om hvem du hjælper, hvad du sælger, hvad det koster, og hvorfor folk skal vælge dig. Har du allerede en hjemmeside, kan Claude læse den først og foreslå svar, så du bare retter til. Svar, som du ville svare en kollega. Det må gerne være rodet. Du kan også tale i stedet for at skrive, hvis du bruger mikrofonen.
Derefter skriver Claude teksterne til siden, og du godkender dem. Først når teksten er på plads, kommer designet. Det er med vilje. En pæn side med uklar tekst skaffer ikke kunder.
Hele forløbet har 12 trin, fra interview til siden ligger på Google. Claude siger hele tiden, hvor I er.
Planlæg et par timer. Du behøver ikke tage det i ét stræk. Midt i interviewet holder Claude en pause, og alt er gemt, så du kan fortsætte en anden dag.
Det er godt at have klar
- Adressen på din nuværende hjemmeside, hvis du har en.
- Et portrætbillede af dig selv. Har du ikke et, kan I bruge midlertidige billeder, men siden skal have dit eget portræt, før den går live.
- Dine priser og hvad dine forløb indeholder.
- Udtalelser fra klienter, hvis du har nogen og må bruge dem.
- Login til dit domæne, hvis du har et (fx hos Simply.com, one.com eller Dandomain). Først til sidst.
Hvis I bliver afbrudt
Claude har en grænse for, hvor meget man kan bruge ad gangen. Rammer I den, er intet tabt. Vent til den nulstilles, og skriv "fortsæt" i samme samtale.
Er samtalen blevet meget lang, så start en ny:
Vej A: Start en ny opgave, vælg mappen Min hjemmeside igen, og skriv:
Jeg er i gang med at lave min hjemmeside. Brug fledge og fortsæt, hvor vi slap.
Vej B: Start en ny samtale, klik på + og vælg Upload eller tilføj filer. Vælg site-brief.md fra din mappe, og skriv det samme.
Når du vil ændre noget senere
- Start en ny opgave (vej A: vælg mappen Min hjemmeside) eller en ny samtale (vej B: vedhæft
site-brief.mdogindex.html). - Skriv, hvad du vil ændre. Fx "Jeg har fået nye priser."
Din hjemmeside ændrer sig ikke, før du selv lægger en ny version op. Du kan altså ikke ødelægge noget ved at prøve dig frem.
Hvis noget driller
- Jeg kan ikke finde Skills.
- Slå kodeudførelse til (trin 3) og genstart appen.
- Upload af skill fejler.
- Tjek at du uploader
fledge.zipog ikke en udpakket mappe. Se trin 2. - Jeg kan ikke finde fledge.zip.
- Kig i Overførsler, eller hent den igen fra mailen.
- Claude beder mig opgradere.
- Det sker, når du vælger en mappe på den gratis konto. Brug vej B.
- Claude går ikke i gang med fledge.
- Skriv "Brug fledge" i din besked. Tjek under Tilpasning (Customize) > Skills, at fledge er slået til.
- Claude kan ikke se min mappe.
- Klik på + og vælg Tilføj mappe igen, eller vælg den under Projekt eller mappe. Den skal vælges, hver gang du starter en ny opgave.
- Jeg sidder fast.
- Skriv til hello@attabird.com.